Brand på 400 år gammel jysk kro: 200 er evakueret
Samtlige værelser på landevejskro fra 1610 måtte tømmes, da røg fra brand bredte sig.
Omkring 200 gæster på en af Jyllands ældste og mest kendte kroer - Kryb-i-ly Kro ved Taulov i Sydøstjylland - er natten til onsdag blevet evakueret efter en brand, der sendte store mængder røg gennem bygningen.
Branden blev anmeldt klokken 03.38, og brandvæsnet i Fredericia har med hjælp fra kolleger i Middelfart fået kontrol over flammerne. Det oplyser Sydøstjyllands Politi klokken 05:15 til Ritzau.
- Røgen var så tæt, at det var nødvendigt at tømme alle værelser. Det drejer sig om cirka 200 gæster, som nu er samlet i hotellets restaurant. Ingen er kommet til skade, men tre personer er blevet kørt til kontrol for røgforgiftning på sygehuset i Kolding, siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Branden opstod i kælderetagen på det stråtækte hotel. Årsagen kendes endnu ikke, men den er muligvis opstået i en sauna.
Hotelgæsterne kan ifølge vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi regne med at vende tilbage til deres værelser i løbet af morgentimerne.
Kryb-i-ly Kro ligger på Kolding Landevej ved Taulov. Kroen har været overnatnings- og udskænkningssted siden 1610 og ligger på det, der kunne betegnes som en hovedfærdselsåre før motorvejenes tid.
Stedet har ifølge overleveringen fået sit navn af Christian d. 6, der i 1737 passerede det, der dengang hed Søholme Kro. Han råbte til en flok høstfolk, der var blevet overrasket af regnvejr, at de skulle krybe i ly på kroen, som på det tidspunkt var kongeligt privilegeret.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker