Den voldsomme brand, der sidste søndag ødelagde en stor del af Jupiter Plast i Orehoved, skyldtes selvantændelse.
Det konkluderer lokalpolitiet i Nykøbing efter i en uge at have ledt efter de mulige årsager til storbranden.
- Efter vores mening skal årsagen til branden findes i produktionen på fabrikken. Nærmere bestemt i et mixer-rum, hvor der blandes hærder til materialer, siger vicepolitikommissær Allan Holm fra lokalpolitiet i Nykøbing.
Allan Holm siger også, at der tidligere har været en brand af samme slags på Jupiter Plast.
Han tilføjer dog, at han ikke udtaler sig med 100 procents sikkerhed.
- Men vi kan udelukke, at der er tale om en el-fejl. Branden kan heller ikke være påsat, siger Allan Holm.
Lokalpolitiet har haft to mand på sagen i sidste uge, og der har også været folk fra politiets Kriminal Teknisk Center samt fra Dansk Brandteknisk Institut med til undersøgelserne.
Ved branden, der blev opdaget sidste søndag aften, blev cirka en tredjedel af fabrikken ødelagt.
Cirka 70 brand- og beredskabsfolk var med til brandslukningen, som varede i næsten et døgn.
Branden betød, at produktion blev flyttet fra fabrikken i Orehoved til en anden afdeling, som ligger på Bogø.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker