Brand på Kofoedsminde

Arkivfoto: Claus Hansen

Tidligt søndag morgen udbrød der brand på Kofoedsminde i Rødbyhavn. Politiet afviser ikke, at den kan være påsat.

Offentliggjort Sidst opdateret

I de tidlige morgentimer måtte Lolland-Falster Brandvæsen søndag rykke ud til en brand på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødbyhavn.

Meldingen om brand kom klokken 6.11. Indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen Bo Christensen fortæller, at der var tale om en brand på et badeværelse inde hos en beboer.

- Der var gået ild i noget inventar i badeværelset, siger indsatslederen, der allerede havde tusind tanker kørende på køreturen til Rødbyhavn.

- De fleste folk ligger nok og sover på det tidspunkt, og var mange skal vi have evakueret? siger han og fortsætter:

- Men alle var stort set ude, da vi kom frem. Vi skulle lige sikre os, der ikke var flere, siger Bo Christensen og fortæller, at der var tale om fem-syv beboere og fire-fem medarbejdere, der skulle evakueres fra den åbne afdeling, hvor branden var opstået.

Ingen er kommet til skade

Branden var næsten helt slukket, da først brandfolkene nåede frem.

- Personalet har været gode til at lukke døren og begrænse branden til rummet, og der var en meget lille brand, da vi kom, siger indsatslederen.

Han fortæller videre, at skaderne ikke er specielt omfattende efter branden.

- Det, der har brændt, har brændt hurtigt og har ikke haft mulighed for at udvikle sig. Der har været lidt plastik i det brændte, så det har givet en tyk, sort røg. Edderkoppespindene i bygningen er da blevet sorte fra røgen, siger Bo Christensen og fortæller, at han og de seks brandfolk blot var på stedet i en halv time.

- Vores opgave blev at få evakueret og ventileret. Vi var dernede i en halv times tid og fik ventileret godt igennem, før vi kunne køre hjem igen, siger han.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter vagtchef Christian Rosenstrøm, at politiet har været til stede på Kofoedsminde i forbindelse med branden.

- Der er ikke sket noget alvorligt. Der er ikke sket skade på fast ejendom eller personer, siger vagtchefen, der dog ikke ønsker at udtale sig om, hvorvidt branden er påsat.

- Det kan jeg hverken af- eller bekræfte, siger han.