Brand på varmeværk tog flere timer: Brandfolkene nåede kun lige hjem, før alarmen lød igen

Brandfolkene var flere timer om at få bugt med branden på varmeværket. Foto: Jan Schmidt - XDmedia

Lolland-Falster Brandvæsen måtte flere gange fredag rykke ud på det østlige Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag eftermiddag måtte Lolland-Falster Brandvæsen haste mod Nysted Varmeværk.

Der blev slået alarm klokken 14.51, efter der var gået brand tilbage i indføringsovnen.

- Vi kommer ned til en røgfyldt hal. Det var begyndt at brænde baglæns i deres maskine med halm, der producerer varmen, siger indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen Trine Skovgaard Hallø.

Brændende halm

De omtrent 16 brandfolk, der kom fra stationerne i Nysted og Nykøbing, endte med at måtte blive på varmeværket i tre timers tid.

- Vi var udfordret af, det er en smule besværligt at arbejde der. Man arbejder jo oppe i højden og ind igennem små luger. Jeg havde fire røgdykkerhold i gang, der skiftedes til at gå ind at arbejde, siger indsatslederen og fortsætter:

- Det mest besværlige var, vi skulle have al halmen ud af maskinen for at være sikker på, det hele var slukket, fortæller hun.

Der er ingen skader på varmeværkets bygninger efter branden.

Brand bag biopejs

Brandfolkene var nærmest kun lige nået tilbage på brandstationen, før alarmen igen lød.

- Denne gang blev vi kaldt ud til Toreby. Det var en biopejs, som opførte sig mærkeligt, siger Trine Skovgaard Hallø.

Olien, man hælder ind i et kammer i bunden af pejsen, var løbet bagom, så det brændte bag biopejsen. Men det var lige til at klare for brandfolkene.

- Vi fandt nogle unbrakonøgler og en skruetrækker og fik den pillet ned og sat udenfor. Vi var der nok i ti minutters tid, før vi kunne køre hjem igen, siger Trine Skovgaard Hallø.