Brand truede ladebygning på gods: - Hvis det var sket, havde vi tabt

Arkivfoto: Claus Hansen

Brandfolk fra Lolland-Falster Brandvæsen kæmpede tirsdag aften i flere timer for at forhindre, at en brand i en ladebygning skulle løbe løbsk.

Offentliggjort Sidst opdateret

15 brandfolk fra Lolland-Falster Brandvæsen og to dronefolk fra brandvæsnets korps af frivillige kæmpede tirsdag aften i timevis for at forhindre, at en brand i en ladebygning på Pandebjerg Gods ved Nykøbing skulle løbe løbsk.

Der blev slået alarm kort før klokken 21, hvor der var ild omkring skorstenen på et halmværk.

- Flammerne var ikke så voldsomme, men de var gået gennem taget omkring skorstenen, og ilden havde spredt sig lidt til halmlageret under taget, så halmen på lageret var truet.

- Derfor satte vi alle sejl ind på at forhindre, at branden spredte sig til halmen, for hvis først halmen blev antændt, havde vi tabt. Men vi var hurtige og særdeles målrettede, og vi fik lige akkurat dæmpet ilden så meget, at den ikke stak af fra os, fortæller indsatsleder Brian Midjord Petersen fra Lolland-Falster Brandvæsen, som også glæder sig over, at det ikke blæste.

Ifølge indsatslederen er et område på cirka 10 gange 5 meter brændt, men for at være helt sikre på, at der ikke var gløder, der lå og ulmede, valgte brandfolkene at skære alt brand- og sodskadet træ væk, inden de forlod stedet igen et kvarters tid efter midnat.

Årsagen til branden kendes ikke.