Brandbiler rykkede ud: Gløder fra en skraldespand udviklede sig til brand

Brandbiler og stigevogn måtte i aktion torsdag aften. Arkivfoto: Claus Hansen

To brande på Nordfalster sendte brandbiler af sted med udrykning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da meldingen torsdag aften lød på en sommerhusbrand, rykkede Lolland Falsters Brandvæsen ud med udrykning og brandbiler fra både Nørre Alslev og Nykøbing.

Branden var dog ikke i selve sommerhuset men i en grøn skraldecontainer, hvor beboerne havde hældt aske fra en brændeovn i.

Selvom man havde hældt vand over, var ikke alle gløder slukket, og de udviklede sig i løbet af noget tid til en decideret brand.

- Skraldespanden stod op af et træskur med brænde i, men vi fik slukket branden, før den bredte sig til skuret, siger indsatsleder Brian Midjord Petersen.

Senere på aftenen måtte brandfolkene rykke ud igen. Denne gang til Orehoved, hvor mandskab fra brandstationen i Nørre Alslev blev hjulpet af mandskab fra Nykøbing med en stigevogn.

Opgaven lød nemlig på en skorstensbrand, og det var rigtigt nok.

- Der var masser af gløder fra skorstenen, så det var en reel brand, der i værste fald kunne udvikle sig til en husbrand. Det gjorde det heldigvis ikke, men det var grunden til, at vi kørte med udrykning, forklarer indsatslederen.

- Skorstensbrande er ofte noget, der bare kan ske. Nogle gange sker det, hvis man affyrer med noget, der ikke bør fyres med. Men det kan ske uanset hvad, og vi ser det tid. Der afsættes sod i skorstenen over tid, og det kan blive antændt. Derfor er det en god idé at få en skorstensfejer til at fjerne det i løbet af året.