Brandfolk advarer: Det er knastørt derude

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der skulle være lidt regn på vej til os i løbet af ugen, og det er tiltrængt, for det er ved at være faretruende tørt i naturen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom sommeren 2019 indtil videre måske ikke helt har kunnet måle sig med den fantastiske sommer sidste år, så er det alligevel ved at være godt og grundigt tørt ude i naturen.

Faktisk er det nu så tørt, at store dele af Sydlolland er helt oppe i det røde felt på DMIs tørkeindeks.

Mandag er status, at Sydlolland er helt oppe på 10, som er det højeste på tørke-indekset. Resten af Lolland-Falster ligger på indeks 9 med undtagelse af det nordøstligste hjørne af Falster, hvor man er nede omkring indeks 8.

Sidste år var det så tørt, at myndighederne så sig nødsaget til at indføre afbrændingsforbud på hele Lolland-Falster den 13. juni, og der gik to måneder, før det blev ophævet igen.

Helt så slem er situationen endnu ikke i år, understreger viceberedskabsdirektør Finn Antonisen fra Lolland-Falster Brandvæsen. Men det kan hurtigt komme, hvis tørken fortsætter.

- Vi følger udviklingen rigtig, rigtig tæt. Indtil videre har der dog ikke været noget, som har givet anledning til store problemstillinger, og afgrøderne på markerne er endnu ikke kommet op i en højde, hvor de for alvor kan brænde.
- Men jeg vil gerne mane til den største forsigtighed ved brug af åben ild, for det er meget tørt derude, påpeger Finn Antonisen.

Det er blandt andet bål og ukrudtsbrændere, som man skal være varsom med at bruge i øjeblikket.

Du kan læse mere om regler og gode råd omkring brug af åben ild på Beredskabsstyrelsens hjemmeside - KLIK HER.