Brandstifter fik sin sanktion skærpet

Sag fra Tingsted er nu afgjort i retten.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 26-årig mand får nu skærpet den anbringelse, som han har været i siden 2004. Det afgjorde et nævningeting ved Retten i Nykøbing F. fredag. Manden, der er mentalt retarderet, har i de seneste fem-seks år været anbragt på institution. I 2004 blev dømt for at have sat ild på Møbelland i Sakskøbing. Efter den brand, der ødelagde for 7,5 millioner kroner, blev han dømt til den mildeste form for anbringelse.

I går blev han dømt for at have sat ild i et kontor i et autoværksted på Stationsvej 9 A i Tingsted. På den adresse boede han og hans forlovede i et bofællesskab under Kofoedsminde. Og den nye brandstiftelse, der skete for et år siden, medfører, at han nu får skærpet sin anbringelse.

Fremover skal han være på en institution, hvorfra han kan overflyttes til en sikret afdeling. Nævningetinget satte ikke nogen frist på, hvor længe den 26-årige kan være anbragt på denne måde. Den 26-årige modtog rettens afgørelse. Han har siddet varetægtsfængslet siden branden 24. februar i fjor, og varetægten er nu blevet forlænget.

Anklager i sagen, Bettina Wøldike, havde krævet, at den 26-årige skulle anbringes på en særlig sikret institution. Men så langt gik retten altså ikke. Man lyttede til mandens forsvarer, Jeppe Søndergaard, som pegede på, at der ved branden i Tingsted kun var sket meget ringe skade. Den 26-årige blev også dømt for trusler mod en ansat på Kofoedsminde.