Brandvæsenet rykkede ud til brand, politiet ikke kunne slukke: Der kan komme sigtelse

Billedet er ikke taget i den forbindelse med torsdagens aktion. Arkivfoto: Claus Hansen

En pulverslukker var ikke nok til at få bugt med ilden, da en afbrænding uden opsyn blev opdaget. Mulig sigtelse venter ejeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag eftermiddag kort før klokken 16 blev Lolland-Falster Brandvæsen kaldt ud til en naturbrand på Nykøbingvej mellem Sakskøbing og Nykøbing.

- Det er politiet, der står med en mindre brand på en adresse, som kalder os ud, siger Morten Lykkeberg, indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen.

Og ilden var rigtigt nok godt i gang, da brandfolkene kom frem til stedet. En stor bunke grene lå og brændte - og det var uden tvivl efter hensigten for personen, der havde startet afbrændingen. Dog var der ét problem.

- Hvis du driver skovbrug, må du godt brænde grene af, hvis det er under opsyn. Problemet var bare, at det ikke var under opsyn, siger indsatslederen.

Mulig sigtelse

Derfor var der ikke andet at gøre end at slukke ilden, siger indsatslederen.

- Vi var fem mand derude, og det tog nok en 25 minutters tid. Det var meget ukompliceret, siger indsatslederen.

- Det var, hvad vi kan betegne som en lille opgave, siger Morten Lykkeberg.

Politiets vagtchef Nicolaj Lynge bekræfter, at politiet kaldte brandvæsenet ud.

- Vi kørte derud og konstaterede, at der var en afbrænding uden opsyn. Patruljen kunne ikke slukke det med deres pulverslukker, og derfor bad vi brandvæsenet om at komme ud at slukke det, siger vagtchefen.

Det er umiddelbart ikke lykkedes politiet at træffe ejeren på stedet.

- Men de undersøger, om der er nogle overtrædelser. Det kan være efter beredskabsloven eller miljøloven, siger vagtchefen og fortsætter:

- Der er ingen sigtede endnu, men det kan der sagtens komme, lyder det.