Brandvæsenets tankvogn væltede under udrykning
I en rundkørsel i Lund nær Horsens gik det galt for tankvogn. To brandmænd blev tjekket på hospitalet.
En tankvogn under udrykning væltede fredag morgen ved en rundkørsel i Lund, som ligger nordvest for Horsens.
Det skriver Sydøstjyllands Brandvæsen i et opslag på det sociale medie X fredag morgen.
I tankvognen - som er en lastbil med en tank med vand - sad to brandmænd.
De to personer er ikke kommet alvorligt til skade, men de er for en sikkerheds skyld blevet sendt på hospitalet.
Det oplyser Torben Wind, som er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.
- Umiddelbart har de fået lidt knubs, og der er en, der er kommet lettere til skade, siger han.
Der er tale om et solouheld, men præcis, hvad der fik lastbilen til at vælte, står endnu ikke klart.
- Hvad, der er årsagen, skal vi have undersøgt, siger vagtchefen.
I Sydøstjyllands Brandvæsen siger man ifølge TV Syd, at der var tale om et hændeligt uheld.
- Ganske lav fart kan være nok til, at den lægger sig ned, siger operativ chef Michael Bruhn om tankvognen.
De to medarbejdere er deltidsansatte, og de var fredag formiddag tilbage på stationen.
Udrykningen skyldtes en melding om en markbrand. Det viste sig at være en teknisk kortslutning, skriver TV Syd.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned