Hells Angels-rockeren Brian Sandberg og 15 andre personer med tilknytning til rockergruppen eller håndlangerne fra AK81 fik mandag forlænget deres varetægtsfængsling i fire uger.
Alle er på kryds og tværs sigtet for samlet set fem drabsforsøg.
Til dagens fristforlængelse havde et stort politiopbud spærret halvdelen af Københavns Byret af, da mange af de sigtedes venner, "brødre" og familie var mødt op for at vise deres støtte.
Kun fire tilhørere måtte komme ind i retsbygningen af gangen. Men de blev sendt hurtigt ud igen, da alle retsmøder blev afholdt for lukkede døre.
- Der er blandt andet risiko for, at de sigtede via de personer, der er til stede, vil kunne skaffe sig alibier og samstemme forklaringer frem mod det videre retsforløb, sagde anklager Laura Birch i sin begrundelse for at holde dørene lukket.
I hendes begrundelse lød det også, at det ville skade politiets efterforskning, hvis visse oplysninger blev kendt for offentligheden.
Ingen af de 16 sigtede vil udtale sig i sagen og alle nægter sig skyldige.
En af de sigtede er den ledende HA-rocker Brian Sandberg. Han mistænkes for at stå bag et væbnet angreb den 9. oktober sidste år i Rantzausgade på Nørrebro i København.
Angrebet skulle ifølge politiet være hævn for, at Sandbergs Range Rover tidligere samme dag var blevet gennemhullet af skud, affyret fra internetcaféen Surf & Play.
Sandberg skulle angiveligt have planlagt skyderiet og derpå sendt en dødspatrulje bestående af tre andre mænd til Rantzausgade.
Derudover mener politiet, at Sandberg er involveret i et væbnet angreb på en kiosk i Skelbækgade på Vesterbro i København i september.
Et andet af forholdene, hvor i alt otte er sigtet, handler om en planlagt likvidering foran Københavns Byret den 30. juni sidste år mod "Lille A" fra Blågårds Plads.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub