Britisk politiagent opererede i Danmark

Den britiske politibetjent Mark Kennedy, der har arbejdet undercover i den britiske klimabevægelse igennem syv år, har flere gange været aktiv i Danmark. Det skriver Information.

En undersøgelse af hans aktiviteter er sat i gang i England, efter at det blandt andet er kommet frem, at han har haft flere længerevarende seksuelle forhold til kvindelige aktivister i det miljø, han infiltrerede.

Ifølge et interview Mark Kennedy har givet til den britiske avis Daily Mail, samarbejdede han med dansk politi inden rydningen af ungdomshuset på Jagtvej 69.

- Der var en stor besat bygning, der var et Ungdomshus, som var på vej til at blive revet ned. Der var 50-60 mennesker, der besatte det, og jeg infiltrerede huset for at finde ud af, hvad sikkerhedsforanstaltningerne var, lyder det.

- De havde benzinbomber, beton i spande på taget og faldlemme i gulvet, som betjentene skulle falde igennem. Informationen blev videregivet til det danske politi, og bygningen blev ryddet, siger Mark Kennedy til Daily Mail.

Ungdomshuset blev stormet og ryddet i marts 2007. Rydningen medførte gadekampe og sammenstød mellem politiet og demonstranter flere steder i hovedstaden i den efterfølgende periode.

/ritzau/

En britisk politibetjent infiltrerede Ungdomshuset, inden det blev ryddet. Oplysningerne fik dansk politi.

Offentliggjort Sidst opdateret