Britta Nielsen får besøg i arrest af dansk ambassade
Britta Nielsen blev mandag stillet for en dommer i Randburg Magistrates Court i Johannesburg. Foto: Gianluigi Guercia/Ritzau Scanpix
Gianluigi Guercia/Ritzau Scanpix
Mandag blev Britta Nielsen, der er sigtet for millionsvindel, anholdt. Tirsdag får hun besøg i arresten.
Den svindelsigtede Britta Nielsen får tirsdag besøg af den danske ambassade i arresten.
Det oplyser advokat Piet du Plessis, der repræsenterer hende i Sydafrika. Desuden får hun besøg af en af Piet du Plessis' advokatkolleger, der skal drøfte sagen med hende.
- Han vil rapportere tilbage til mig, siger Piet du Plessis.
Det var mandag, at Britta Nielsen blev anholdt efter cirka en måneds efterlysning. Hun blev anholdt i en lejlighed i det sydlige Johannesburg af sydafrikansk politi, og det danske bagmandspoliti var med under anholdelsen.
Men allerede for en uge siden blev en mand, der er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, anholdt i Sydafrika. Og han har ligeledes fået besøg af den danske ambassade.
- Den danske ambassade besøgte manden i går, og i dag besøger de Britta Nielsen, siger Piet du Plessis.
Ludvig Andersen, der er konsulent ved den danske ambassade, oplyser, at ambassaden ikke vil kommentere sagen nærmere. Han bekræfter dog, at ambassaden yder bistand i sagen.
- Ambassaden yder sædvanlig konsulær bistand. Det vil sige, at ambassaden holder øje med, at fængslede danskere i udlandet får den retlige hjælp, de har krav på. Vi holder øje med, at forholdene er gode, og at de får mad og de hygiejniske artikler, de har brug for, siger han.
Britta Nielsen mistænkes for at have svindlet Socialstyrelsen for mindst 111 millioner kroner under sit arbejde i styrelsen. Piet du Plessis ønsker ikke at fortælle, hvordan hun forholder sig til sigtelsen.
Både Britta Nielsen og den anholdte mand har gennem deres advokater tidligere givet udtryk for, at de gerne vil hurtigt hjem til Danmark.
Torsdag skal en ret i Johannesburg behandle både Britta Nielsens og den hælerisigtede mands sag. Det vides ikke, om der allerede her kan blive taget stilling til spørgsmålet om udlevering.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned