Britta Nielsens børn får nej til at få sag for Højesteret
Højesteret ser på sager af mere principiel karakter. Britta Nielsens tre voksne børn får ikke deres sag om groft hæleri for Højesteret. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Østre Landsret skærpede straffen til svindeldømte Britta Nielsens tre børn. Sagen kommer ikke for Højesteret.
Svindeldømte Britta Nielsens tre voksne børn får ikke lov at få prøvet deres sag om groft hæleri ved Højesteret.
Kort før jul gav Procesbevillingsnævnet afslag på en anmodning. Det oplyser nævnet til TV 2.
I oktober sidste år lagde Østre Landsret et halvt års fængsel oven i straffen til hver af de tre voksne børn sammenlignet med byretten.
Det betyder, at dommen til den yngste datter, Samina Hayat, er fire års fængsel. Sønnen, Jimmy Hayat, er idømt tre års fængsel, mens den ældste datter, Jamilla Hayat, slap mildest af de tre med to års fængsel.
Man har ret til at få prøvet sin sag ved to instanser, og da sagen allerede har været for by- og landsret, skal man søge om tilladelse om at få sin sag prøvet ved Højesteret.
Højesteret ser på sager af mere principiel karakter. Men det vurderer Procesbevillingsnævnet altså ikke, at der er tale om i denne sag.
Samina Hayats forsvarsadvokat, Christian Bjerrehuus, siger til TV 2, at "vi ikke er enige i afgørelsen" fra nævnet.
Han oplyser, at forsvarsadvokaterne kun har modtaget et meget kort afslag fra Procesbevillingsnævnet. Han kender derfor ikke begrundelse for afslaget.
- Men sådan er systemet nu engang bygget op, og det må man jo respektere, siger han til TV 2.
Britta Nielsen svindlede sig igennem en årrække til 117 millioner kroner i Socialstyrelsen. Cirka 51 millioner kroner gik til hendes børn.
Retten i Glostrup idømte i juli 2020 de tre børn fængselsstraffe for groft hæleri.
Den fandt det bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at værdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret det.
Børnene har forklaret, at de troede, pengene blandt andet kom fra den arv, som faren efterlod ved sin død i 2005. Den arv var dog kun på 290.000 kroner.
Den forklaring godtog byretten ikke, og det gjorde landsretten heller ikke.
Millionerne, der blev overført fra Britta Nielsen til de tre børn, gik til alt fra værdifulde heste og dyre biler til grunde i Sydafrika.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet