Brøndbybande bag våbenkup på kaserne

Efterforskningen af det største våbenkup i nyere tid i Danmark er nu slut og ligger til vurdering hos Statsadvokaten. Fire personer fra området ved Brøndby Strand har siden februar siddet fængslet og er alle sigtede i forbindelse med røveriet natten til 4. januar i år mod Antvorskov Kaserne i Slagelse, skriver Politiken lørdag.

Politiet mener, at det er de fire fængslede er del af et kriminelt netværk fra området ved Brøndby Strand. Målet har været at tjene penge ved at sælge våbnene til blandt andet grupperne i den igangværende bandekrig.

Politikommissær Bent Ludvigsen bekræfter, at politiet i tre tilfælde i henholdsvis marts, juli og august har fundet våben fra røveriet i bandemiljøet.

- Dem nåede røverne at komme af med, inden de blev anholdt tidligere på året, siger Bent Ludvigsen til Politiken.

Det er kun en mindre del af våbnene, der foreløbig er endt i bandemiljøet. En større del blev fundet ved en ransagning tidligere på året hos en af de fængslede. Men politiet mangler stadig at finde 100 ud af de 201 stjålne våben.

- De ligger gemt i et depot et eller andet sted. Vi ville givetvis have fundet dem, hvis de var blevet fordelt ud i bandemiljøet, siger politikommissæren til avisen.

Våbnene, der inkluderer rifler, karabiner, pistoler og lette maskingeværer, bliver normalt brugt af danske soldater i Afghanistan.

Alle fire fængslede er etniske danskere, og bandens hovedkvarter var en garage på Gammel Køge Landevej. Den ene er en sergent, der har gjort tjeneste på Antvorskov Kaserne, og de tre andre er kendte i det kriminelle miljø, men de har normalt ikke nogen forbindelse til indvandrerbander eller rockere.

/ritzau/

Efterforskningen af våbenkuppet på Antvorskov Kaserne er slut. Politiet mener, at røverne er en Brøndbybande, der ville sælge våben til parter i bandekrigen.

Offentliggjort Sidst opdateret