- Brønderslev-børn kan kræve erstating

Børnene i den såkaldte Brønderslev-sag kan gå rettens vej og kræve erstatning af Lolland og Brønderslev Kommuner for ikke at have grebet ind over for den omfattende misrøgt og omsorgssvigt, som børnene blev udsat for i hjemmet.

Det vurderer lektor ph.d. Stine Jørgensen og professor ph.d. Michael Gøtze fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, som på baggrund af to afgørelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mener, at børnene har reelle chancer for at blive tilkendt en økonomisk kompensation.

I et læserbrev i Jyllands-Posten i dag påpeger de, at i de sager, som stammer fra Storbritannien, er myndighederne blevet dømt til at betale en klækkelig erstatning for at have krænket forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, fordi de ikke greb ind og beskyttede børn mod grove omsorgssvigt og fysiske og seksuelle misbrug fra deres egne forældre.

Og Michael Gøtze mener ifølge Jyllands-Posten, at domstolen med stor sandsynlighed ville nå frem til samme afgørelse, hvis der blev rejst et erstatningskrav mod kommunerne i Brønderslevsagen.

Derfor opfordrer han til, at advokater tager sagen op ved en dansk domstol.
- Det vil være vigtigt at få slået fast, at det skal have økonomiske konsekvenser for kommunerne, hvis børns rettigheder tilsidesættes i så grove tilfælde som den aktuelle sag, siger han til avisen.

Der er allerede ét erstatningskrav på vej fra den ældste datter, som startede hele sagen, da hun flygtede fra hjemmet i Serritslev og slog alarm. Men det er rettet mod forældrene. Datterens bistandsadvokat vil ifølge Jyllands-Posten på mandag kræve over en halv million kroner i erstatning for de mange års lidelser.

Der er også erstatningskrav på vej mod forældrene fra de øvrige otte børn i familien.

BRØNDERSLEV-SAGEN: To jurister fra Københavns Universitet opfordrer nu advokater til på vegne af de vanrøgtede børn at søge erstatning fra de kommuner, som undlod at gribe ind.

Offentliggjort Sidst opdateret