Brønderslevsag koster leder jobbet
Leder, der har været tæt på Brønderslevsagen, er ikke længere ansat. Han har ikke levet op til forventninger.
Brønderslevsagen har fået konsekvenser for en leder i den kommunale forvaltning.
Ifølge Nordjyske Stiftstidende har Brønderslev Kommune valgt at sige farvel til afdelingslederen i børne- og familieafdelingen.
- Han har ikke levet op til vores forventninger, siger børne- og kulturdirektør Henning Risager.
Direkte adspurgt, om der er grund til kritik af afdelingschefens håndtering af Brønderslevsagen, siger Henning Risager.
- Ja, det er der grund til. Men det er efter en samlet vurdering, at vi har sagt farvel til ham.
Henning Risager bekræfter, at afskeden skyldes Brønderslevsagen, hvor kommunen er blevet kritiseret for at være for passiv.
Brønderslevsagen tog sin begyndelse, da et forældrepar til ti børn i februar sidste år blev varetægtsfængslet for vold, mishandling, vanrøgt, indespærring, tvang og seksuelle overgreb.
Familien boede i Serritslev i ti måneder inden anholdelsen og under hele det forløb, var den nu afgåede chef leder af børne- og familieafdelingen.
Siden sagen kom frem, har Brønderslev Kommunes rolle været omdiskuteret, selv om Lolland Kommune er udpeget som den, der burde have grebet ind og tvangsfjernet børnene, inden det kom så vidt, som det gjorde.
Alligevel har blandt andre socialminister Benedikte Kiær (K) været kritisk over for Brønderslev Kommune. Derfor kom kommunen også under tilsyn af Ankestyrelsen.
Mandag aften afgør retten i Hjørring, om forældrene er skyldige i sagen og i givet fald i hvilke af de mange anklager. Begge nægter sig skyldige.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker