Busselskab: Seler reddede børn i busulykke

Ifølge politiets oplysninger befandt 41 børn, fem pædagoger og en chauffør sig i den bus, der forulykkede tirsdag eftermiddag i Nordsjælland, men de kunne alle slippe uden varige mén.

Og det kan de takke sikkerhedsselerne for, lyder meldingen fra busselskabet, Vedde Turistfart.

- Vi kører ikke en meter uden seler. Og at alle havde seler på, har været medvirkende til, at det ikke gik værre, selvom det selvfølgelig er tragisk, at en mand i en personbil mister livet, siger direktør i Vedde Turistfart, Carsten Rasmussen.

Han ankom selv til ulykkesstedet en times tid efter, at bussen var blevet ramt af den modkørende bilist og var væltet ud over en bro. Udflytterbørnehaven var på vej hjem til Østerbro, hvor den hører til.

- Man bliver altid overrasket og skræmt, når man får melding om en sådan ulykke. Men så forsøger man også at tage hånd om situationen. Skal de bruge ekstra busser? Skal de have hjælp med oplysninger?

- Jeg må sige, at redningsarbejderne har gjort det fantastisk. Der var ro på, og alt virker til at være forløbet som det skulle, siger Carsten Rasmussen.

Han fortæller, at busselskabet har holdt øvelser med børnehavens personale i tilfælde af en ulykke. Det er første gang, at selskabet er involveret i en ulykke, selvom det bliver til mange tusinde kilometer hvert år på landeveje i ind- og udland.

- Sikkerhedsmæssigt er vi utrolig godt med i Danmark. En bus er et utrolig sikkert køretøj. Den er bygget til at kunne klare meget, og sidder man først fastspændt, så sidder man altså ganske sikkert, siger Carsten Rasmussen.

Det har været lovpligtigt at have seler i nye busser siden 1999, og det er ligeledes lovpligtigt at spænde børnene fast, hvis der er seler i bussen.

/ritzau/

Rystet direktør roser krisehåndtering og priser sig lykkelig over brug af seler i forulykket bus.

Offentliggjort Sidst opdateret