Busulykke: Fik brug for førstehjælpsviden

Omkring 50 elever fra CELFs CELF GO-uddannelse på Kringelborg Allé i Nykøbing var med i den bus, der sent mandag eftermiddag kørte galt på Sydmotorvejen på Sydsjælland.

Flere gik forståeligt nok i panik over den voldsomme oplevelse, hvor bussen pludselig blev klemt mellem en lastbil og en varebil, der tilsyneladende forsøgte at overhale den fra hver sin side. Det endte galt, og alle tre køretøjer røg i grøften, men nærmest mirakuløst kom ingen mennesker alvorligt til skade.

En af de elever, som hverken kom til skade eller blev grebet af panik, var Rowina Raposo Ørvarodd. Hun befandt sig på et af sæderne cirka midt i bussen på en af gangpladserne i venstre side, da ulykken skete.
- Jeg lå lidt ind over min sidekammerat, og da jeg mærkede, at bussen begyndte at slingre, hev jeg mig selv op. Så slingrede bussen igen, og samtidig så jeg varebilen ramme bussen, så forruden blev ødelagt. Det tog kun cirka fem sekunder, og jeg lagde ikke mærke til nogen lyde.

- Da vi så var røget ned i grøften og holdt stille, skyndte jeg mig at kigge frem og tilbage i bussen for at se, om alle var okay. Og drengene og buschaufføren var også meget hurtige til at spørge, om alle havde det godt.
- Derefter sørgede chaufføren for at få os alle sammen til at forstå, at vi skulle ud af bussen hurtigt., fortæller Rowina Raposo Ørvarodd.

En pige, der sad bagved Rowina, havde slået hovedet og var chokeret og havde det ikke godt.
- Da vi alle sammen var kommet ud, begyndte jeg at lave en slags førstehjælp på hende, der havde slået hovedet og en anden, som også var helt knust, fortæller hun.

På et førstehjælpskursus har hun lært, at man kan mindske skaderne hos folk, der er blevet ramt af chok, ved at få dem til at sætte sig ned. Det lykkedes da også at få de to piger til at sætte sig ned, hvorefter andre af hendes medstuderende tog sig af dem, mens hun selv gik videre til nogle af de øvrige for at trøste dem.

Trods situationens alvor var hun forbavsende fattet.
- Jeg tog det helt stille og roligt, og jeg tænkte mest på, hvordan de andre havde det, fortæller hun.

Netop beskrivelsen af udelukkende at tænke på, hvordan  medpassagerne har det og slet ikke tænke på sig selv, går igen hos alle de implicerede i ulykken, som folketidende.dk har talt med.

Rowina Raposo Ørvarodd har foreløbig ikke mærket nogen psykiske mén efter den voldsomme oplelvese. Hun deltog sammen med de elever, som ikke var på skadestuen, i den fælles debriefing, der blev holdt for alle turens øvrige elever og lærere i aftes på CELF.  

16 elever og to lærere, samt cahufførerne på de tre køretøjer kom lettere til skade ved ulykken. Tirsdag formiddag var buschaufføren samt en af eleverne fortsat indlagt på sygehuset til observation. De øvrige er alle udskrevet.

Foto: Rowina Raposo Ørvarodd.

Rowina Raposo Ørvarodd reddede muligvis en af sine medstuderende fra at komme alvorligt til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret