Butikker står sammen

Det sker ikke så ofte, at der begås røveri eller røveriforsøg i en butik på Lolland og Falster. Det skete dog onsdag, hvor parfumeriet Ham & Hende var udsat for tyveriforsøg.

En rundspørge hos handelsforeningerne viser også, at selvom det ikke sker ofte, så er der fokus på medlemmernes sikkerhed.

Hos Maribo Handelsstandsforening fortæller formand Palle Reinholdt, at de har en telefonkæde, som medlemmerne benytter.
- Vi har en telefonkæde, hvor vi informerer hinanden, hvis der sker noget mistænkeligt, siger han.

Palle Reinholdt forklarer, at telefonkæden så starter tre steder i byen og på den måde skaber sikkerhed hos butikkerne. Så ved de nemlig, om der er nogen, de skal holde ekstra øje med i deres butikker.

Hos Nakskov Erhverv og Handel har de også en telefonkæde, som de kan tage i brug. Formanden for foreningen, Klaus Møller, pointerer dog, at det ikke er så tit, de har brug for telefonkæden.
Det er ikke hans indtryk, at der er et stort behov for kæden, men den bruges særligt ved butikstyverier, hvor der er usikkerhed om, hvad den enkelte butik har fået stjålet.

I Cityforeningen i Nykøbing har de dog ikke en telefonkæde, men der har været snak om at få en vagtordning. Det er dog indtil videre kun noget foreningen overvejer, understreger formanden Henrik Petersen, fordi det er en væsentlig udgift.
- Vi har tidligere overvejet det, nu gør vi det igen, for særligt i højtider ville det give ekstra sikkerhed, forklarer han.

Indtil nu har foreningen kontakt til sine medlemmer på Facebook, men i fremtiden vil de meget gerne have en mail-liste, hvor alle foreningens medlemmer kan kontaktes hurtigt med en mail, fortæller Henrik Petersen.

Ingen af foreningerne har en opfattelse af, at de små forretningsdrivende er særligt bekymrede for røveri eller røveriforsøg, men alle understreger, at medlemmerne gerne vil støtte hinanden imod butikstyve og andre risici forbundet med at have en butik.

Cityforeningen i Nykøbing, Nakskov Handel og Erhverv og Maribo Handelsstandsforening har alle fokus på medlemmernes sikkerhed, fortæller de efter et røveriforsøg onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret