En 19-årig mand af somalisk afstamning blev dræbt på stedet, og to andre blev såret, da der torsdag aften klokken 22.30 var skyderi på Gadelandet i Husum nær bydelen Tingbjerg i København.
Ifølge den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Kenneth Vest, kører en mørk bil op på siden af en gruppe på fire personer. En person stiger ud fra bagsædet, og der bliver affyret "en byge skud" mod gruppen.
- En afgår ved døden og to bliver såret. Den fjerde er ikke ramt, fortæller Kenneth Vest.
De to sårede bliver ramt i henholdsvis hånden og hovedet, mens den dræbte bliver ramt af flere skud og dør på stedet. De sårede er uden for livsfare.
Vidner fortæller til politiet, at der blev affyret et sted "mellem 20 og 30 skud", og politiet har "fundet et tocifret antal" patronhylstre på stedet. Det tyder derfor på, at der var tale om et automatvåben, mener politiet.
Ofrene, der var i alderen 18 til 22 år, var kendt af politiet i forvejen.
Kort efter skyderiet blev der fundet en bil i brand i Gentofte. Beskrivelsen fra vidner passer på bilen fra skudepisoden, og politiet er i gang med at undersøge, hvorvidt der er tale om det samme bil. Vidner mener, gerningsmændene kørte i en Audi.
I løbet af denne uge har der været yderligere to skudepisoder i henholdsvis Ishøj og på Nørrebro, men politiet kan endnu ikke sige, om der er en sammenhæng mellem de nu tre episoder, hvor der er affyret skud i hovedstadsområdet.
Til gengæld tyder det på, at torsdagens episode er banderelateret:
- Det er for tidligt at sige, om der er nogen sammenhæng med de to episoder, men det er nærliggende at tro, at aftenens skyderi er led i bandekonflikten.
Ved de to tidligere episoder var der ingen dræbte.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker