Byret blokerer for efterlysning i hashsag
Hos Københavns Politi i afdelingen for organiseret kriminalitet var det fredag planen, at man ville efterlyse fire mistænkte i en hashsag offentligt. Men det har Københavns Byret nu forhindret indtil videre.
De fire, som, Østre Landsret har bestemt, skal varetægtsfængsles, er beskyttet af navneforbud i sagen, og før det er ophævet, må politiet ikke efterlyse dem offentligt.
Derfor havde politiet bedt om et retsmøde fredag formiddag, hvor man ville bede retten om en kendelse, som ophævede navneforbuddet.
- Dommeren har besluttet, at der bliver afsagt kendelse på tirsdag klokken 13, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.
Dermed må politiet vente med at efterlyse mændene, som har været på fri fod, siden en anden dommer i Københavns Byret løslod dem den 30. april, hvilket ifølge Østre Landsret var en forkert beslutning.
Mændene er blandt 24 personer, som er tiltalt for at være indblandet i organiseret handel med hash i Jægersborggade på Nørrebro i København.
Af hensyn til den efterforskning, som fortsat foregår i sagen, har anklagemyndigheden forlangt, at mændene skal blive bag tremmer, indtil retssagen en gang til næste år er slut.
Det afviste byretten i april for otte mænds vedkommende, og de blev løsladt. Men Østre Landsret gav anklagemyndigheden medhold og besluttede, at otte igen skulle fængsles.
- Vi har anholdt tre af dem, og en af dem har meldt sig selv. Men vi bruger forholdsvis mange ressourcer på at lede efter de sidste fire, og derfor vil vi gerne have dem efterlyst offentligt.
Normalt kan spørgsmål om navneforbud i byretten afgøres forholdsvis hurtigt samme dag, som retsmødet afholdes. Men dommeren i Københavns Byret har altså valgt at tænke sig ekstra godt om.
Dermed forpurres politiets planer om allerede nu at efterlyse mændene, men Steffen Thaaning Steffensen håber, at det kan få mændene til at melde sig.
- Jeg vil opfordre dem til at melde sig selv nu. På den måde vil de også slippe for, at deres navne kommer frem offentligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker