Byret gav avis følsomme oplysninger i sag om udbyttefusk
Brøler kan få konsekvenser for efterforskningen af snyd i milliardklassen. Ærgerligt, siger Bagmandspolitiet.
Retten i Lyngby er i sagen om milliardfusk med udbytteskat ved et uheld kommet til at udlevere centrale retsdokumenter til Berlingske.
Det er sket, selvom papirerne blandt andet indeholder informationer om endnu ikke gennemførte ransagninger og beslaglæggelser i udlandet samt navne på mistænke, deres firmaer og bankforbindelser, skriver Børsen.
Ifølge avisen omfatter materialet mere end 20 kendelser afsagt for lukkede døre i den spektakulære sag, hvor Skat menes at være blevet snydt for mindst ni milliarder kroner.
Flemming Schønnemann, retspræsident hos Retten i Lyngby, erkender, at der er blevet begået en fejl.
- Det er selvfølgelig ikke særlig godt, når der slipper oplysninger ud, der også vedrører noget, der ikke er effektueret endnu. Det er jo det samme som at ødelægge tingene. Og det har vi ingen interesse i, og det tror jeg heller ikke, medierne har, siger han til Børsen.
Ifølge Børsens oplysninger mener retten, at Berlingske allerede har omtalt efterforskning, der ikke er blevet gennemført endnu, ligesom at der også skulle være blevet sat navn på selskaber og personer, som endnu ikke er blevet sigtet i sagen.
Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - bedre kendt som Bagmandspolitiet - der arbejder med at kradse de manglende milliarder ind til den danske statskasse.
Her ærgrer den øverste chef, statsadvokat Morten Nielsen Jakobsen, sig over de udleverede dokumenter.
- Jeg er bekendt med, at byretten i Lyngby har begået en fejl, der desværre har ført til, at nogle dokumenter er kommet ud, som ikke skulle være kommet ud. Det er naturligvis beklageligt og ærgerligt, lyder kommentaren ifølge Børsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned