Byret giver universitet medhold: Penkowa mister doktorgrad
Akademisk Råd ved Københavns Universitet fratog Milena Penkowa hendes doktorgrad i 2017. Fredag har Københavns Byret givet universitetet medhold i sagen. Penkowa vil anke til landsretten, fremgår det på Facebook. (Arkiv). Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Landsret kendte Milena Penkowa skyldig i dokumentfalsk. Hun blev frifundet for straf, men fratages doktorgrad.
Københavns Byret har fredag blåstemplet, at Akademisk Råd i 2017 fratog Milena Penkowa hendes doktorgrad.
Det var Akademisk Råd ved Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet, der i 2017 fratog den 45-årige Penkowa hendes doktorgrad - og dermed retten til at kalde sig dr.med.
Året inden at titlen gled ud af Penkowas hænder, blev hun af Østre Landsret kendt skyldig i dokumentfalsk. Dog blev hun frifundet for straf, fordi landsretten i modsætning til byretten vurderede, at sagen var forældet.
Dokumentfalskneriet handlede om nogle rotteforsøg, som var beskrevet i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Glia tilbage i år 2000. Forsøgene indgik i en doktordisputats, som Penkowa indgav i 2003.
Den mødte dog kritik, og i forlængelse af det fremviste hun fire falske dokumenter til universitetets daværende rektor. Siden trak hun sin disputats tilbage og indleverede en ny i 2006.
Det var på baggrund af disputatsen fra 2006, at Milena Penkowa fik ret til at smykke sig med titlen dr.med.
Akademisk Råd mener, at hvis universitetet tilbage i 2006 havde kendt til falskneriet, så havde Penkowa aldrig fået lov til at indlevere en ny disputats. Og derfor tog man graden fra hende.
Formanden i rådet og dekan ved Det Sunhedsvidenskabelige Fakultet, Ulla Wewer, glæder sig over, at byretten har givet universitetet medhold i sagen.
- Vi har siden sagens start sagt, at vi ville følge denne sag til dørs, og universitetet tager videnskabelig uredelighed meget alvorligt, siger Ulla Wewer i en pressemeddelelse.
- Vi har også arbejdet for at få skabt en kultur, hvor forskergrupper og ledere i god dialog kan drøfte god videnskabelig praksis.
På Facebook fremgår det, at den tidligere hjerneforsker vil anke sagen.
- Vi fortsætter i landsretten! I dag kom afgørelsen fra byretten, og den gik ikke, som vi havde håbet på, idet staten valgte at beskytte staten, det vil sige at lade modparten slippe, skriver Penkowa.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde