Byret løslod skudsigtet - nu har landsretten fængslet ham
Vestre Landsret har besluttet, at en 20-årig mand, der i weekenden affyrede skud mod en anden mand på Mors, skal fængsles. Søndag blev han løsladt af en dommer i byretten. Arkivfoto. Foto: Free/Lars Guldager, Domstolstyrelsen
Free/Lars Guldager, Domstolstyrelsen
En 20-årig mand, der i weekenden affyrede skud mod en anden mand på Mors, er nu varetægtsfængslet.
Vestre Landsret har besluttet, at en 20-årig mand, der lørdag affyrede et jagtgevær mod en mand på Mors skal varetægtsfængsles.
Det oplyser TV MidtVest.
Søndag afviste en dommer i byretten, at der var grundlag for at fængsle manden, som blev løsladt.
Lørdag eftermiddag skal den unge mand have affyret et skud i retning af en rival. På trods af mistanken og anklagemyndighedens krav om fængsling mente dommeren i byretten ikke, at der var grund til at sende manden bag tremmer.
Løsladelsen skete med henvisning til, at der ikke var nogen medgerningsmænd på fri fod. Samtidig mente man, at sagen allerede var godt belyst og pegede på, at manden var ukendt af politiet.
Anklagemyndigheden kærede løsladelsen til Vestre Landsret, der altså har omstødt byrettens løsladelse. Det sker ifølge TV MidtVest af hensynet til retshåndhævelsen.
Den formodede gerningsmand er ikke sigtet for drabsforsøg, men for at forvolde fare for en andens liv eller førlighed.
Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen om skyderi i Sillerslev på Mors klokken 15.17 lørdag.
- Den ene havde truet den anden, som sad i en bil, med at kaste en sten efter ham. Derefter stak manden i bilen et dobbeltløbet jagtgevær ud af vinduet og affyrede to skud, har vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Bjarne Askholm tidligere fortalt.
Ingen af skuddene var i nærheden af at ramme den forurettede, en 29-årig mand.
Ifølge vagtchefen skulle motivet være jalousi.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker