Byret ser på første bøder på Bryggen - flere overså skilte

Politiet nedlagde opholdsforbud på Islands Brygge fra 25. april klokken 21 til og med 1. maj. Da var det forbudt at opholde sig på havneområdet, men det var i orden at gå igennem området. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Politiet satte i alt 100 A4- og A3-skilte op på Islands Brygge forud for opholdsforbud. Men var det godt nok?

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet havde bødeblokken fremme flere gange søndag 26. april, da der var opholdsforbud på Islands Brygge i København.

Forbuddet betød, at man ikke måtte stå stille eller sætte sig i området, men gerne gå igennem.

Skilte advarede om forbuddet, men flere, der fik bøder, mener ikke, at skiltningen var god nok. De er derfor mandag i Københavns Byret, hvor en dommer skal afgøre sagerne.

- Jeg holder mig opdateret et par gange om dagen på corona. Men det fik jeg ikke gjort den morgen. Der var ikke tilstrækkelige plakater i det område, jeg var, fortæller en kvinde, der fik en bøde 26. april om morgenen.

Lidt senere den søndag fik 28-årige Laura en bøde. Hun fortæller, at hun om eftermiddagen gik sammen med en veninde, og at de heller ikke så nogen skilte.

- Der stod ikke "politi" med stort. Det kunne lige så godt have været noget andet. Der var to skilte, men det var først, efter at vi gik ruten, at der var to skilte, siger hun.

Hun fortæller, at det var skilte i A4-størrelse. Der stod kun "politi" i hjørnet af plakaten. Det undrer hende, da der på de skilte, der har advaret om, at der kan komme et opholdsforbud, med stor skrift står "politi".

En lignende kritik kommer fra en midaldrende mand, som også har taget sin bøde for retten. Han cyklede til området og satte sig på en bænk omkring klokken 18.30, mens han ventede på at møde en kvinde.

- Jeg så ikke noget. Der hang nogle små skilte, men om det er en kone, der leder efter sin forsvundne kat, eller politiet, det ved jeg jo ikke, siger han.

Anklager Elizabeth Fabricius kan godt forstå frustrationen over bøderne.

- Men der blev skiltet tydeligt i området, siger hun og påpeger, at der også var stor omtale af forbuddet i medierne.

Forbuddet varede en lille uge. Det trådte i kraft 25. april klokken 21. Forinden stod en politibetjent for at sætte 100 skilte op om forbuddet. Skiltene skulle hænge fra Bryggerbroen til Langebroen.

- Jeg fik 50 laminerede A4-papirer, 50 laminerede A3-papirer, strips og tape, siger betjenten, der fik hjælp af flere betjente til opsætningen:

- Vi satte skilte op, hvor der var en naturlig indgang til stedet. Primært hvor folk normalt tager ophold og på bænke også.

Desuden kom kommunen med tre store plakatstandere, der også advarede om forbuddet.

Der skulle egentlig have været flere end de tre sager om opholdsforbud på Islands Brygge for retten mandag, men flere valgte forinden alligevel at indvilge i at betale deres bøde.

Der falder dom i sagerne mandag 14. september klokken 13.

Sådan ser et skilt med en advarsel om opholdsforbud ud. Billedet er taget ved Rungsted Havn 4. maj. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Politiet satte i alt 100 A4- og A3-skilte op på Islands Brygge forud for opholdsforbud. Men flere, der fik bøder, mener ikke, at skiltningen var god nok. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix