Byret skærer tre år af hashsmuglers straf
Fængselsstraffen i Frankrig lød på fem års fængsel for hashsmugling. Nu har 47-årige Brian Klausen fået lov til at afsone straffen i Danmark, og Københavns Byret har i den forbindelse nedsat straffen.
Det er sket ved et retsmøde torsdag, hvor byretten vurderede, at den franske straf skulle afløses af en straf på fængsel i et år og ni måneder.
- Retten har set på, hvad sagen ville give af straf herhjemme, og man har samtidig vurderet, at straffen skal betragtes som udstået med den tid, han har siddet fængslet i Frankrig, fortæller anklager Kristoffer Petersen fra Københavns Politi.
Københavns Byret bestemte af samme grund, at Brian Klausen kunne forlade retten som en fri mand efter torsdagens retsmøde.
Selv om Klausens straf i Frankrig lød på fem års fængsel, så stod han dog til snart at blive løsladt. Også selv om han ikke havde fået lov til at afsone i Danmark.
- Med straffen i Frankrig ville han stå til at blive prøveløsladt til november, fortæller Kristoffer Petersen til Ritzau.
Brian Klausen blev anholdt i Frankrig i november 2011. Her var han i besiddelse af 134 kilo hash, som skulle smugles fra Barcelona til Københavnsområdet.
Den mislykkede hashsmugling førte til et opgør i Danmark, hvor en mand i december 2011 blev gennemtævet på et autoværksted i Farum.
Brian Klausen valgte efter torsdagens retsmøde i København at acceptere rettens afgørelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde