To klimaaktivister - den 34-årige australier Natasha Verco og den 27-årige amerikaner Noah Weiss - blev onsdag i Københavns Byret frifundet for at have planlagt voldelige aktioner under FN's klimatopmøde i København.
Retten har ikke fundet det bevist, at de "anstiftede og koordinerede voldelige aktioner mod blandt andet Dansk Industri, Dansk Energi, Shell, Mærsk og Forum", sådan som anklagemyndigheden havde tiltalt dem for i anklageskriftet.
Ifølge anklagen blev urolighederne ikke til noget, fordi aktivisterne blev anholdt.
Anklager Line Steffensen har ved at afspille telefonsamtaler og sms-beskeder, som politiet har aflyttet, forsøgt at knytte de to aktivister til ting og begivenheder under topmødet. Men hun har altså ikke kunnet løfte bevisbyrden.
- Ikke nok med, at urolighederne ikke blev gennemført, vi mangler også at se planerne, sagde Natascha Vercos forsvarer, advokat Steen Frederiksen, i sin procedure, mens Noah Weiss' forsvarer, advokat Hanne Reumert, fastslog, at hendes klient har været med til at arrangere en grundlovssikret demonstration sammen med hundredvis af andre aktivister.
- Hvis man dømmer ham efter dette anklageskrift, vil man afholde alle fra at arrangere lovlige demonstrationer, sagde Hanne Reumert.
Advokaterne er tilfreds med domsmandsrettens afgørelse.
- Vi har fået ret i, at sagen beror på spekulationer. Retten har givet medhold i, at der ikke var noget bevis. Det er en sejr for ytrings- og forsamlingsfriheden, siger Steen Frederiksen.
Ifølge anklager Line Steffensen bliver det nu op til Statsadvokaten at afgøre, om byrettens afgørelse skal ankes.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker