Camilla Broe får lov til at komme hjem

Camilla Broe er sandsynligvis snart på vej til Danmark.

Ved et retsmøde i retten i Miami besluttede chefdommer Frederico Moreno, at den 43-årige Camilla Broe skal løslades. Det vil formentlig ske fredag eller mandag.

Retsmødet udviklede sig ifølge DR, som var til stede i retssalen, pinagtigt for anklageren.

- Vil du holde hende i fængsel et år uden rettergang, hun har jo et barn, spurgte dommeren, som tydeligt lod skinne igennem, at han ikke syntes, at anklageren havde gjort sit arbejde ordentligt.

Frederico Moreno er i øvrigt den samme dommer, som 18. februar ville lukke sagen og frigive Camilla Broe allerede den 24. februar, fordi sagen mod hende var forældet.

Hvis hun løslades og ikke sættes direkte på en flyver, kan hun dog risikere at ende i et juridisk tomrum. Så opholder hun sig nemlig i USA uden visum eller opholdstilladelse, og kan dermed risikere at få immigrationsmyndighederne på nakken.

Camilla Broe er den første dansker nogensinde der er blevet udleveret til retsforfølgelse udenfor EU. De amerikanske myndigheder bad i 2007 om at få hende udleveret for at stille hende for retten for omfattende narkosmugling. På det tidspunkt havde den såkaldte terrorpakke åbnet mulighed for at udlevere danske statsborgere til lande udenfor EU.

Camilla Broe var sigtet for narkosmugling og ikke for terror, men i maj 2008 sagde Justitsministeriet alligevel ja til, at hun kunne udleveres, og den 4. september 2009 blev hun fløjet til USA. Siden da har hun siddet varetægtsfængslet i Miami.

I 2003 fik statsadvokaten i Miami lavet et anklageskrift mod hende. På det tidspunkt var hun rejst hjem til Danmark, og der skete tilsyneladende ikke mere i sagen, før USA i 2007 begærede hende udleveret.

Fra starten lignede det en nem sag for den amerikanske anklagemyndighed, da Camilla Broe havde indrømmet, at hun i 1997 smuglede ecstasy til Miami ved hjælp af en kurer.

I januar 2010 kom det første tegn dog på, at sagen ikke var så ligetil. Efter måneders tovtrækkeri afgjorde en dommer i Miami, at forældelsesfristen på fem år var overskredet med 32 dage.

/ritzau/

Chefdommer Frederico Moreno har i retten i Miami besluttet at løslade Camilla Broe, oplyser DR. Danskeren løslades fredag eller mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret