Camilla Broe kræver millionerstatning
Den flere år gamle sag om fængslingen og udleveringen af en dansk kvinde til USA, hvor straffesagen faldt på gulvet, skal nu endevendes i en dansk retssal.
Camilla Broe har stævnet de danske myndigheder med krav om en erstatning på cirka 2,6 millioner kroner, og retssagen begynder på mandag i Lyngby.
- Erstatningen skal gives især for den langvarige varetægtsfængsling først i Danmark og så i USA, som betød, at hendes datter kom i familiepleje, siger hendes advokat, Michael Juul Eriksen.
Desuden er der en post om tabt arbejdsfortjeneste, og også de betragtelige udgifter til en forsvarer i Miami i Florida indgår i opgørelsen.
Her var hun anklaget for at have foretaget en stribe indsmuglinger af ecstasy.
Men da Camilla Broe var blevet eskorteret til USA og anbragt i et fængsel i storbyen, viste det sig, at sagen var forældet.
Hun kom tilbage til Danmark i marts 2010, hvor hun blev genforenet med sin dengang 10-årige datter.
Advokat Michael Juul Eriksen hævder, at Justitsministeriet aldrig burde have efterkommet de amerikanske myndigheders krav om udlevering af den danske statsborger.
- Lige fra begyndelsen påpegede vi, at sagen var forældet, siger Eriksen.
De amerikanske myndigheders anklageskrift var dateret 26. marts 2003. Og heri var omtalt 10 indsmuglinger, hvoraf den sidste foregik 22. februar 1998.
Men da forældelsesfristen er fem år, konstaterede også en dommer i Miami, at sagen ikke skulle behandles.
I alt kom Camilla Broe til at tilbringe næsten halvandet år bag tremmer.
De danske myndigheder har afvist erstatningskravet. Synspunktet er, at Danmark ifølge internationale aftaler var forpligtet til at udlevere Camilla Broe, og at betingelserne i loven for udlevering var opfyldt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker