Camilla Broe stod til fængsel i seks år

Der stod mindst seks års fængsel på menuen, da Camilla Broe i 2001 valgte at vende tilbage til Danmark efter 16 års frivilligt eksil i USA. Det fremgår af et nyt dokument fra sagens anklager Armando Rosquete, hvori han argumenterer mod danskerens krav om at få sagen afvist på grund af forældelse og smøl.

Ifølge anklageren flygtede Camilla Broe, da statsadvokaten, trods danskerens samarbejde, afviste at lade hende slippe for fængsel for sin andel i ekskæresten Fernado Luminati-Tonellis narkoring.

- Den anklagedes advokat blev informeret om, at hun ansås for at være Fernando Luminati-Tonellis højre hånd og - baseret på et konservativt skøn - stod til en straf på mellem 70 og 78 måneder, skriver anklageren.

Derfor har Camilla Broe i anklagemyndighedens optik været en mistænkt på flugt, indtil hun i september blev udleveret til USA. Og derfor er sagen ikke forældet, argumenterer anklageren, fordi hendes status som flygtet bør "sætte forældelsen på pause".

Anklagerens nye dokument kommer efter retten i Miami i tirsdags behandlede spørgsmålet om, hvorvidt den historiske sag mod Camilla Broe overhovedet skal have lov til at køre ved en domstol i USA. Ved retsmødet gav dommer Edwin G. Torres udtryk for, at han var tilbøjelig til at afvise sagen, men anklageren fik et par dage til at komme med nye argumenter i sagen.

Med det seneste dokument tilføjet sagen vil retten i den nærmeste fremtid tage stilling til, om Camilla Broes sag skal afvises eller påbegyndes som planlagt til januar.

/ritzau/

Camilla Broe blev opfattet som narkobossens højre hånd og truet med mindst seks års fængsel, før hun rejste til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret