CELF-busulykke efterforskes stadig
Der går nogle uger endnu, før lokalpolitiet i Vordingborg er færdige med efterforskningen af den voldsomme ulykke på Sydmotorvejen på Sydsjælland mandag den 28. februar, hvor en varebil, en lastbil og en bus fyldt med elever og lærere fra CELF i Nykøbing kørte i grøften.
Morten Håkonsson fra lokalpolitiet i Vordingborg fortæller til folketidende.dk, at man har besluttet at vente med at afhøre føreren af varebilen nærmere, indtil man har fået bilinspektørens rapport om ulykken.
- Og først når vi har fået rapporten og har afhørt chaufføren igen, tager vi stilling til, om han skal sigtes for overtrædelse af færdselsloven, fortæller Morten Håkonsson.
Ifølge flere vidner skete ulykken tilsyneladende, fordi føreren af varebilen ikke ville vente på, at en lastbil overhalede bussen. Derfor trak han ind i nødsporet og forsøgte at overhale bussen indenom. Men varebilen kom i slinger og påkørte autoværnet og bussen flere gange, og til sidst endte alle tre køretøjer i grøften.
16 elever fra CELF, to lærere og de tre chauffører kom lettere til skade ved ulykken, men heldigvis blev ingen alvorligt kvæstet.
Det er ikke ualmindeligt i sager som denne, at det kan tage flere måneder, før bilinspektørens rapport ligger klar, men Morten Håkonsson fortæller, at man netop har rykket for den, og han håber, at den kan ligge klar i løbet af to til tre uger.
Politiet afventer bilinspektørens rapport og en afhøring af varebilens chauffør, før man tager stilling til, om manden skal sigtes for noget.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned