Chauffør får tre års fængsel efter skyderi på åben gade
Manden, der affyrede seks skud i Valby, er ikke fundet, men nu er hans chauffør dømt for drabsforsøg.
En 36-årig mand er mandag i et nævningeting ved Retten på Frederiksberg blevet idømt tre års fængsel for drabsforsøg efter et skyderi i København for næsten et år siden.
Først på aftenen 28. december standsede en hvid BMW op på Valby Langgade 20-30 meter fra en anden bil, hvori der sad fem personer. En mand steg ud af BMW'en og affyrede i alt seks skud mod den anden bil.
Hverken bilen eller personerne i den blev dog ramt af skuddene.
Det er ikke lykkedes politiet at finde frem til den mand, der affyrede skuddene, men den 36-årige Foad Mohamed Sahsah blev anholdt og er altså nu dømt for at være chauffør i den hvide BMW.
Ifølge politiet og anklagemyndigheden faldt skuddene som led i et opgør mellem banderne Brothas og B27, og lagde i anklageskriftet op til, at den særlige bandeparagraf, der skærper straffen væsentligt, skulle tages i brug. Det afviste retten dog at gøre.
Sahsah var også tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse under "særligt skærpende omstændigheder" samt for på "hensynsløs måde" at bringe andres liv eller førlighed i fare. Disse to forhold blev han frifundet for.
Seks af nævningetingets dommerstemmer ville idømme ham fire års fængsel, mens de andre seks mente, at tre års fængsel var passende. Ved stemmelighed er det altid det resultat, der er bedst for den dømte, der tæller.
Selv om straffen var i underkanten af, hvad han havde bedt om, er sagens anklager, Rasmus von Stamm, ikke skuffet.
- Jeg er meget tilfreds med resultatet. Det vigtigste er, at der er sket domfældelse i det bærende forhold, altså drabsforsøget, siger han til Ritzau.
Foad Mohamed Sahsah vil nu tænke over, om han vil anke dommen til Østre Landsret. Det har han 14 dage til.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned