En østjysk chauffør, der kører varer ud til supermarkeder, har tabt en arbejdsskadesag, fordi han fyldte for mange varer på liften.
Vestre Landsret har netop frifundet vognmandsfirmaet EKV Transport, der er et datterselskab i vognmandskoncernen Andreas Andresen A/S, for ansvaret for ulykken. Dermed mister chaufføren 1,6 millioner kroner.
I januar 2004 skulle han læsse varer af ved en kunde. Han satte fire rullebure og en eur-palle med kartofler på liften og begyndte at sænke liften, mens han selv stod yderst på den.
Eur-pallen med kartofler stod imidlertid for tæt på selve ladet, og da han sænkede liften, begyndte den 600 kilo tunge palle at rutsje hen mod chaufføren. Han væltede bagover og slog sin skulder alvorligt.
Han krævede 1,6 millioner kroner for svie, smerte, tabt arbejdsfortjeneste og tab af skattefri efterlønspræmie, idet han som følge af arbejdsskaden måtte gå på efterløn længe før planlagt. Men han tabte.
Vestre Landsret siger, at han skulle udføre en ganske ukompliceret arbejdsopgave, og at han placerede alle varerne på liften på en gang i stedet for at tage dem over flere gange.
Det er i strid med den instruktion, han har fået, og derfor har arbejdsgiveren intet ansvar for uheldet. Efter nederlaget skal den østjyske chauffør betale 103.000 kr. i sagsomkostninger til sin tidligere arbejdsgiver.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker