Chauffører er kørt ind i juridisk tåge

På grund af juridisk usikkerhed er chauffører havnet i en tæt tåge, når de skal forsøge at overholde reglerne om køre- og hviletid.

Offentliggjort Sidst opdateret

De vil få vidt forskellige svar på, hvad der er tilladt, alt efter om de lytter til en færdselsbetjent - eller læser de to seneste domme fra Østre Landsret.

Og årsagen til miseren er ikke til at misforstå, hvis man spørger advokat Jacob Forman.

Han siger, at politi og anklagemyndighed simpelt hen blæser på landsrettens domme og stædigt fortsætter med en hjemmestrikket regel.

- Jeg kan acceptere, at man går efter ulovligheder. Men jeg kan ikke acceptere, at man bruger en ulovlig regel i jagten på chauffører og vognmænd, siger advokaten.

Hos den øverste anklagemyndighed erkendes det, at man ikke følger landsrettens to seneste afgørelser.

- Vores opfattelse af retstilstanden er en anden end den, der fremgår af dommene, siger vicestatsadvokat Eva Rønne.

I to andre afgørelser fra henholdsvis Østre og Vestre Landsret har anklagemyndigheden fået medhold i udlægningen af en forordning og et cirkulære.

Det står altså 2 - 2 med hensyn til domfældelse og frifindelse i vurderingen af chaufførers opførsel - nemlig når chauffører vælger at holde to pauser i stedet for én lang.

Hvis den første pause varer længere end 30 minutter, vælger politiet fra dette tidspunkt at beregne en ny køreperiode.

Men det er forkert, har de seneste to domme slået fast. Man skal først sætte uret i gang til en ny køreperiode, når chaufføren har holdt sin anden pause.

Konsekvensen af en domfældelse er ikke bagatelagtig. Som regel står chaufføren til en betinget frakendelse af kørekortet.

Advokat Jacob Forman mener, at politi og anklagemyndighed går sig skyldig i magtmisbrug, når man ikke tager hensyn til landsrettens frifindende domme.

- Jeg er selvfølgelig ikke enig i, at der er tale om magtmisbrug. Der er tale om to forskellige fortolkninger af regelgrundlaget, siger Eva Rønne. Hun siger, at Højesteret i sidste ende må træffe den endelige afgørelse.

/ritzau/