Christianias skæbne afgøres klokken 12

Godt nok bliver der sat det endelige juridiske punktum i kampen mellem christianitter og staten fredag klokken 12, når Højesteret afsiger dom.

Men der kommer et efterspil, og fristadens beboere regner med det, de kalder en "politisk løsning".

Retssagen drejer sig om, hvem der har retten til at benytte det attraktive område på Christianshavns volde: Staten eller christianitterne.

I Østre Landsret har staten fået medhold, men Christiania har anket dommen fra 2009 til Højesteret.

- Lige meget hvad det ender med, så betyder det ikke, at alle christianitterne flytter ud i morgen, eller at alle bliver boende, som de gør nu, har Thomas Ertmann fra Christianias pressegruppe sagt til Ritzau.

- Vi skal finde en politisk løsning, og det er retssagen bare en del af, mener han.

Retssagen har spændt ben for den lov, som Folketinget i 2004 vedtog om området.

Loven handler om normalisering - og det betyder blandt andet, at der skal betales husleje, og at en række selvbyggerhuse på voldanlægget skal rives ned.

I Højesteret har fristaden krævet at få tilkendt brugsretten permanent eller i det mindste at få dommerne med på, at opsigelsesvarslet var for kort.

I Københavns Politi siger man, at der ikke forventes uroligheder, hvis fristaden igen lider juridisk nederlag.

I Slots- og Ejendomsstyrelsen har man afvist spekulationer om, at bulldozere holder klar i kulissen til at rydde dele af Christiania, hvis Højesteret når frem til samme konklusion som landsretten.

/ritzau/

Bulldozere holder ikke klar til at gå i aktion, hvis Højesteret giver staten ret i striden med fristaden.

Offentliggjort Sidst opdateret