Mens christianitterne fejrer fødselsdag, er en af beboerne netop blevet dømt af Østre Landsret.
Hun fulgte ikke en ordre fra myndighederne om at fjerne en tilbygning til det selvbyggerhus, hun bor i.
Derfor idømmes kvinden en bøde på 2.000 kroner. Og hvis hun ikke får gjort noget ved problemet, står hun fra nytår til månedlige tvangsbøder på 1.000 kroner.
Da sagen blev behandlet i Københavns Byret, stod den 44-årige kvinde derimod som vinder.
Striden drejer sig om tilbygningen på et hus på den nordlige del af voldanlægget, som kaldes Bjørnekloen.
Slots- og Ejendomsstyrelsen gik i aktion i 2008, fordi hun ikke havde fået tilladelse af myndighederne. Kvinden fik et påbud om at rive tilbygningen ned. Og da hun ikke reagerede, gik styrelsen til politiet.
I sit forsvar har kvinden slået på, at hun kun er lejer, og at huset ejes af fællesskabet.
I den forbindelse har dommerne i Østre Landsret studeret christianialoven fra 1989.
I lovens bemærkninger står, at også en bruger kan få påbud om for eksempel nedrivning. Derfor får anklagemyndigheden medhold.
Under retssagen har kvinden hævdet, at den store forhandlingsløsning mellem staten og Christiania også har betydning for det selvbyggerhus, hun bor i.
Men det afvises af anklagemyndigheden, og heller ikke andre oplysninger i sagen giver belæg for kvindens påstand, noterer landsretten.
Da kvinden i april blev frifundet af byretten, erklærede hendes advokat sig meget tilfreds med dommen.
- Den er principiel, fordi den gør op med Slots- og Ejendomsstyrelsens metode siden 2003, hvor de har forsøgt at retsforfølge de enkelte individer, sagde advokat Knud Foldschack til dagbladet Information den gang.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde