Coasteren Marion K., der onsdag gik på grund ved Løgstør, er blevet tilbageholdt af Søfartsstyrelsen i Aalborg. Skibet skal undersøges for mulige skader efter en grundstødning og påsejling af en bro, inden det får lov til at sejle videre.
I første omgang var der mistanke om, at skibets usikre sejlads kunne skyldes spiritus, men det er der ikke noget, der tyder på, oplyser politiet.
Marion K., der er indregistreret i den caribiske østat Antigua og Barbuda, gik onsdag eftermiddag på grund på en sandrevle ud for Løgstør Havn.
Skibet kom fri af egen drift, da det blev højvande, men det blev tilbageholdt, da det på sin vej mod Aalborg påsejlede Aggersundbroen.
På grund af påsejlingen vurderede jurister fra Søværnets Operative Kommando, at det skulle undersøges, om der var spiritus involveret. Derfor blev politiet sidst på eftermiddagen onsdag bedt om at rykke ud.
- Vi har taget udåndingsprøver på såvel kaptajn som styrmand, men der er absolut ikke noget, der tyder på spiritus, siger vagtchef Frank Liltorp, Nordjyllands Politi.
Derfor er det nu opfattelsen, at det snarere var blæsten, der gav det lette fartøj problemer.
- Det er mit gæt, at problemerne skyldtes, at det er et lille skib, der sejlede i ballast (uden egentlig last, red.) i blæsevejret, siger stabsvagten hos SOK.
Marion K. skal torsdag kontrolleres af Søfartsstyrelsen og skibets klassifikationsselskab for at se, om det er forsvarligt at lade det sejle videre.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde