Østjyllands Politi gjorde et interessant fund, da 37 affaldscontainere tirsdag blev gennemgået for spor efter den forsvundne sygeplejerske Lisbet Nielsen.
Men der er ikke tale om afgørende spor, siger politiet, der foreløbig holder kortene tæt til kroppen og ikke vil ud med, hvad der blev fundet i containerne, der er indsamlet i området omkring den forsvundne kvindes bolig i Risskov.
- Jeg vil ikke ind på, hvad det er. Først når vi har fået puslespillet til at hænge bedre sammen, vil vi sige det, siger efterforskningsleder Ole Madsen, Østjyllands Politi.
Hele dagen havde politiet en helikopter i luften over Feldballe og Grenaa på Djursland, hvor vidner fredag den 23. oktober, da den 46-årige kvinde forsvandt, har set en sølvgrå Audi A 4, der muligvis tilhører kvindens kæreste, Bjarne Østergaard Madsen. Han mistænkes for at have dræbt Lisbet Nielsen. Bilen er blandt andet set i et industrikvarter i Grenaa.
Desuden har vidner set, at kæresten dagen efter i næsten tre timer sad som forstenet på en tankstation i Herning, inden han gjorde sin bil meget grundigt ren.
Bjarne Østergaard Madsen blev anholdt fredag den 30. oktober og sigtet for at have dræbt Lisbet Nielsen. Han hængte sig i arresten, kort før han lørdag skulle i grundlovsforhør.
Siden er det kommet frem, at han tidligere har kvalt to kærester, og at han var anklaget, men senere frifundet, for et tredje drabsforsøg med samme metode. Tirsdag meldte endnu en kvinde sig med oplysninger om, at han sidste år forsøgte at kvæle hende.
Da han blev dømt, bedømte man ham til at være skizofren, og derfor fik han i stedet for fængsel en dom til behandling på psykiatrisk hospital. I 2005 erklærede Retslægerådet, at han ikke længere var skizofren.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned