Cyklist uden lys blev ramt af bilist og døde

En bilinspektør hos politiet skal klarlægge forløbet, hvor en bil natten til lørdag ramte en cyklist nord for Sunds. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

63-årig mand cyklede over midnat ad Skivevej nord for Sunds og blev ramt af bil.

Offentliggjort Sidst opdateret

En cyklende mand mistede livet kort efter midnat natten til lørdag, da han var blevet påkørt af en bil nord for Sunds.

Manden på 63 år og fra Herning-området blev erklæret for død på stedet, skriver TV Midtvest. Han havde ikke lys på cyklen.

Bilisten og cyklisten kørte i samme retning ad Skivevej, da ulykken skete. Bilisten blændede ned, fordi der kom en modkørende, og kort efter ramte han cyklisten.

Politiet oplyser, at man har testet føreren af bilen for alkohol, og at der ikke var tegn på, at han havde drukket.

Det undersøges også, om den 63-årige var påvirket, skriver TV Midtvest.