Cyklister: Minister må stoppe lastbiler
Foto: Per Klaaby
Per Klaaby
Efter dødsulykken i Nakskov med en højresvingende lastvogn opfordres regeringen til at sikre cyklister bedre.
Det bør være lovpligtigt, at lastbiler stopper op, før de svinger til højre, lyder det fra Dansk Cyklist Forbund.
En seks-årig dreng på vej til skole blev dræbt ved ulykken tirsdag morgen.
- Forældre bliver bekymrede over at lade deres børn cykle til skole, når sådan noget sker, siger kommunikationschef Frits Bredal i Dansk Cyklist Forbund.
Han påpeger, at der i regeringsgrundlaget står, at cyklismen skal fremmes.
- Hvis man mener det alvorligt, er dette her noget, man kunne tage fat i, siger Frits Bredal.
Allerede i 2007 anbefalede Færdselssikkerhedskommissionen, at det skal gøres lovpligtigt for lastbilchauffører at stoppe op og orientere sig, før de svinger til højre.
Og siden har cyklisternes interesseorganisation flere gange siden bedt politikerne om at handle.
- Hvad skal der til, før man bakker op om anbefalingen om et orienteringsstop, spørger kommunikationschefen.
Samtidig efterlyser han tydeligere signaler fra vognmænd og chauffører.
- Det undrer os, at man fra branchens side ikke er mere proaktiv, siger Frits Bredal.
Tirsdag morgen var den seks-årige på vej i skole sammen med sin storesøster på 12 år.
I krydset Svingelsvej og Perlestikkergade svingede lastbilen til højre, og drengen, der var på vej ligeud, kom inden under dens hjul.
Chaufføren, der ligeledes er fra lokalområdet, har fortalt politiet, at han holdt øje med en bagfrakommende knallert. Derfor overså han drengen, der kom cyklende.
Den seks-årige blev kørt til sygehuset i Nykøbing Falster, men hans liv stod ikke til at redde.
Politiet vil nu sigte chaufføren på lastbilen for uagtsomt manddrab.
Tidligere i år har to andre cyklister mistet livet i højresvingsulykker.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned