For femte gang i år er en cyklist dræbt af en højresvingende lastbil eller bus. Og derfor bør både chauffører og cyklister have en løftet pegefinger, så udviklingen bremses op, mener Dansk Cyklistforbund.
Rådet for Sikker Trafik bør tage affære og lave nye kampagner, lyder det fra forbundets formand, Claus S. Hansen.
- Vi er ikke i krig med chaufførerne, men der er i hvert fald et tabstal, siger Claus S. Hansen.
Den seneste højresvingsulykke med dødelig udgang er sket tirsdag morgen i Kalundborg. En dreng på 16 år blev ramt af en højresvingende bus, hvis chauffør tilsyneladende helt havde overset cyklisten.
Tidligere i år er fire kvinder blevet dræbt af højresvingende køretøjer i København, Horsens, Nykøbing Falster og Århus, oplyser cyklistforbundet.
I to af sagerne var chaufførerne fra udlandet.
- Man kan overveje ved grænsen at udlevere pjecer til udenlandske chauffører for at gøre dem opmærksom på, at de er kommet til et cyklistland, siger Claus S. Hansen.
I 2009 døde ingen cyklister i højresvingsulykker, mens der var 11 tilfælde i 2008.
Cyklistforbundet mener, at de tidligere kampagner har haft stor effekt. Både chauffører og cyklister er blevet mere agtpågivende, men tilsyneladende er virkningen væk.
Desuden mener cyklisternes talsmand, at en særlig havarikommission skal have til opgave udelukkende at granske højresvingsulykker. Endvidere bør lastbiler udstyres med kameraer for at forbedre chaufførens overblik.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde