Danmark bliver overhalet på uddannelse

Danmark er et af blot to lande, hvor andelen af befolkningen med en ungdomsuddannelse er faldet fra 1998 til 2008. Det viser en ny international sammenligning blandt 34 vestlige lande, som kommunernes nyhedsbrev Momentum har lavet på baggrund af nye tal fra de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Tallene viser udviklingen i hele 34 vestlige lande.

I 1998 lå vi nummer ni på de vestlige landes uddannelsesrangstige. 79 procent af danskerne mellem 25 og 64 år havde som minimum en ungdomsuddannelse, og dermed lå vi et par pladser foran Sverige, hvor tallet var 76 procent. I Ungarn havde kun 63 procent af befolkningen en ungdomsuddannelse.

Men i 2008 så virkeligheden helt anderledes ud. Mens Danmark er et af kun to vestlige lande, hvor andelen med en ungdomsuddannelse er faldet, har både svenskerne og ungarerne og seks andre lande overhalet danskerne.

- Det er en uhyggelig udvikling. Det er helt afgørende for Danmarks konkurrenceevne, at vi har et højt uddannelsesniveau i sammenligning med vores internationale konkurrenter. Ellers kan vi ikke opretholde vores velstandsniveau i det danske samfund. Vi går stadig lidt rundt med den opfattelse, at vi er bedre uddannede end langt de fleste, men det holder altså ikke længere stik, siger Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og tidligere formand for regeringens velfærdskommission til nyhedsbrevet.

/ritzau/

Sammenlignet med andre vestlige lande har Danmark de seneste år fået baghjul når det gælder om at få flest unge til at tage en uddannelse.

Offentliggjort Sidst opdateret