Danmark gik fredeligt ind i det nye år

Der har været masser af folk på gaderne, en del slagsmål, gadeuorden og påsatte containerbrande, men kun få tilskadekomster.

Sådan lyder meldingen tidligt nytårsmorgen fra landets politikredse, hvor vagtcheferne sammenligner nytårsaften 2011 med "en almindelig lørdag aften".

Ud over de traditionelle ildspåsættelser på containere rundt omkring har der dog været en del brande.

I de tidligere morgentimer søndag kæmpede redningsmandskab i Aalborg med at redde en brændende Super Spar-butik på Grønlandstorv i byens sydøstlige del.

- Branden er omfattende, og vi har en mistanke om, at den er påsat, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Frank Liltorp.

Ingen mennesker er dog kommet til skade.

I hovedstadsområdet var Københavns Brandvæsen indtil de tidlige morgentimer rykket ud over 100 gange, oplyser indsatsleder Magnus Matsson.

- Fyrværkeri forårsagede en tagbrand i en ejendom på Løgstørgade på Østerbro og i en lejlighed på Toldskrivervej i Nordvestkvarteret, fortæller Magnus Matsson.

Brandene blev hurtigt slukket. På Østerbro måtte man dog evakuere beboere en times tid.

Hos Falck melder man også om nogenlunde fredelige tilstande i danskernes nytårsfestligheder.

De var klokken seks nytårsmorgen rykket ud til 165 brande på landsplan: Langt de fleste var mere eller mindre ufarlige situationer, hvor hærværksmænd havde stukket ild på containere.

- Det har været en relativt rolig nat, og antallet af brande ligger på samme niveau som sidste år, fortæller kommunikationsmedarbejder Trine Kristensen fra Falck.

Midt- og Vestsjællands Politi beretter om brand i en længe på en nedlagt firelænget gård i Gøderup ved Roskilde og brand i et ubeboet sommerhus i Ellinge Lyng i Odsherred.

/ritzau/

Der blev en del brande at slukke, men ellers sammenligner politiet nytårsaften med en almindelig lørdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret