Danmark jagter somaliske pirater i USA

Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager er på vej til USA i jagten på de somaliske sørøvere, der kaprede skibet CEC Future i Adenbugten og afpressede skibets rederi i København for en løsesum på næsten ni millioner kroner.

Rederiet Clipper har anmeldt piraterne til statsadvokaten for afpresning i forbindelse med kapringen i november 2008. Besætningen på 13 mand blev holdt som gidsler i 71 døgn, indtil løsepengene blev kastet ned på skibet i en faldskærm.

Da piraterne kom i land, begyndte de at slås om pengene, og to af dem blev angiveligt dræbt.

Blandt de overlevende er Jama Idle Ibrahim, som efter et mislykket forsøg på sørøveri mod det amerikanske marinefartøj USS Ashland i april 2010 endte i amerikansk fængsel med en dom på 30 år bag tremmer.

Der venter Ibrahim en dom i samme størrelsesorden for kapringen af CEC Future, som han har indrømmet sin andel i. Den østeuropæiske besætning på CEC Future har fortalt, hvordan den led under den 71 døgn lange gidseltagning.

Og nu skal Jama Idle Ibrahim lede statsadvokat Birgitte Vestberg frem til de øvrige pirater, hvis han ellers vil.

- Vi vil meget gerne tale med Ibrahim i USA om, hvem der ellers var om bord på CEC Future for i givet fald at kunne opspore dem, siger statsadvokat Birgitte Vestberg.

- Men amerikanerne har bedt os vente, indtil han har fået dom for sin part i kapringen, tilføjer hun.

Spørgsmålet er så, om Ibrahim i USA overhovedet vil tale med de danske anklagere.

- Det må vi se til den tid. Tvinges kan han ikke, men vi er godt dumme, hvis vi ikke forsøger, siger Birgitte Vestberg.

Dommen over Ibrahim i USA for kapringen af CEC Future ventes tidligst til april.

/ritzau/

Statsadvokaten jagter i USA piraterne bag kapringen af skibet CEC Future og afpresning af rederi i København.

Offentliggjort Sidst opdateret