Danmark kan sende ni afviste asylansøgere fra Sri Lanka tilbage til deres hjemland, uden at de risikerer forfølgelse eller mishandling.
Det afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol torsdag i en dom i sager, som de afviste asylansøgere har anlagt mod Danmark.
Hvis Danmark gør alvor af at tvangsudsende de ni afviste asylansøgere til Sri Lanka vil det ikke være en overtrædelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver domstolen.
Artikel 3 i konventionen handler om at forhindre umenneskelig og nedværdigende behandling.
De ni tamiler har alle gjort gældende, at de i tilfælde af udvisning risikerer forfølgelse og mishandling fra de srilankanske myndigheder på grund af deres mere eller mindre direkte tilknytning til oprørsbevægelsen de tamilske tigre.
Nogle af dem frygter også repressalier fra de tamilske tigre, der var involveret i borgerkrig i Sri Lanka i årene 1983 til 2009.
De har søgt asyl i Danmark, men har fået afslag på deres asylansøgninger. Deres udvisninger er imidlertid sat i bero af menneskeretsdomstolen, mens sagen blev behandlet.
Siden 2007 har menneskeretsdomstolen standset tvangsudsendelse af flere hundreder af tamilske asylansøgere fra forskellige europæiske lande.
De ni tamiler, der nu står til udvisning af Danmark, er mellem 31 og 65 år. Blandt dem er to ægtepar, det ene med to børn på 10 og 8 år. Resten er enlige mænd og en enkelt enlig kvinde.
De første søgte asyl i Danmark allerede i 2005.
For øjeblikket bor de på forskellige asylcentre rundt om i landet, bortset fra faderen til de to børn, der lige nu bor i Tyskland.
Torsdagens afgørelse er ikke helt endelig. De ni tamiler har mulighed for at ansøge om at få menneskeretsdomstolen til at genbehandle sagen i domstolens storkammer.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde