Danmark må slippe krigsforbrydermistænkt

En 42-årig svensk statsborger er lørdag eftermiddag blevet løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i Danmark mistænkt for krigsforbrydelser begået under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Men nu har Slovenien givet de danske myndigheder besked på at lade ham gå.

Den 42-årige svensker fik sig - ifølge sin forsvarer - noget af et chok, da han i starten af det nye år landede i lufthavnen i Kastrup efter at have været på ferie med sin familie.

På baggrund af en europæisk arrestordre, der var udstedt af de slovenske myndigheder, blev han nemlig anholdt for en krigsforbrydelse, han skulle have begået tilbage i 1991.

- Men sagen er forældet. Han har været igennem hele systemet i Sverige, hvor man har forsøgt at få ham anholdt, men der blev den afvist, fordi sagen er forældet. Det er den også efter dansk ret, derfor begriber jeg ikke, at man valgte at fængsle ham.

Det siger mandens forsvarsadvokat, Thorkild Høyer.

I Sverige har manden i en årrække levet som mønsterborger, hvor han er idrætslærer i Skåne og fungerer som domsmand ved de svenske domstole.

Slovenerne ville have fat i manden i forbindelse med en episode ved en slovensk grænsestation.

Her skulle manden, der var soldat, den 2. juli 1991 have skudt mod en bils dæk for at få den til at stoppe. Desværre var der en person i bilen, og vedkommende blev dræbt.

- Det drejede sig om en overtrædelse af artikel 148 i den slovenske straffelov, som har en strafferamme på 15 års fængsel, fortæller Thorkild Høyer.

Ud over den danske forsvarsadvokat har der også været en advokat på sagen i Slovenien. Og det er altså den advokat, der nu har fået retssystemet til at underkende arrestordren.

- Nu er hans kone på vej herned for at hente ham, så han kan komme hjem til Sverige igen, siger Thorkild Høyer.

/ritzau/

Slovenien har ophævet arrestordre af svensk mønsterborger, der var mistænkt for krigsforbrydelser på Balkan.

Offentliggjort Sidst opdateret