Danmark stævner britiske banker i sag om udbytteskat
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) udtalte sig i maj i år om nogle af de sagsanlæg, som Skattestyrelsen står bag i forsøget på at få 12,7 milliarder kroner tilbage i statskassen. Blandt andet er der rejst sager i England. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Barclays og National Westminster Bank skal udlevere oplysninger, kræver Skattestyrelsen i retssager i London.
To investeringsbanker i London skal udlevere oplysninger om deres kunders forhold i forbindelse med sagen om svindel med udbytteskat i Danmark.
Sådan lyder kravet fra Skattestyrelsen, der har stævnet Barclays og National Westminster Bank, oplyser dr.dk mandag.
De danske myndigheder hævder, at britiske finansfolk og selskaber hjalp til, da pengene fra statskassen blev vasket hvide, og provenuet blev sløret.
I alt 71 finansfolk og selskaber er blevet stævnet ved en domstol i London, oplyser det juridiske nyhedssite Law 360 ifølge dr.dk.
Den danske statskasse blev lænset for i alt 12,7 milliarder kroner, da Skattestyrelsen udbetalte refusion for udbytteskat til en række udlændinge. De hævdede at ligge inde med aktier i danske virksomheder og krævede derefter refusion.
Imidlertid var der tale om bedrageri, mener de danske myndigheder. I forvejen har styrelsen også anlagt en stribe sager mod udenlandske pensionskasser og andre professionelle aktører, som beskyldes for at have bidraget.
I maj kom det frem, at der var anlagt retssager i USA. Dengang sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V), at der var anlagt cirka 50 sager.
- Selv om det er meget positivt - og en stor sejr for danskernes retsfølelse - at sagerne nu bliver anlagt, er jeg også nødt til at understrege, at det ikke er det samme, som at alle pengene kommer tilbage i statskassen, sagde ministeren.
De mange sagsanlæg er civile sager. Ved siden af undersøger Bagmandspolitiet, om der er grundlag for at få straffet nogle af de mistænkte. Blandt dem er forretningsmanden Sanjay Shah, som nu er bosat i Dubai.
Dansk politi samarbejder med politifolk i andre lange om efterforskningen.
En særlig indsats drejer sig om få fat i pengene fra den danske statskasse. Politiets såkaldte sporingsgruppe har fået beslaglagt i alt 2,7 milliarder kroner på konti i blandt andet Tyskland.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker