Forsvarsadvokaten Bjørn Elmquist er igen blevet inddraget i sagen mod en tidligere højtstående embedsmand fra Rwanda, der er anklaget for drab på 25 mennesker under folkedrabet på anslået 800.000 mennesker i 1994.
Den 53-årige mand - der nægter sig skyldig - har siden sidste år siddet fængslet i Sverige. Elmquist var advokat for manden, da han sad varetægtsfængslet i Danmark, men endte med at få en millionerstatning, fordi anklagemyndigheden opgav at rejse tiltale.
Sverige har besluttet at udlevere rwanderen til et retsopgør i Rwanda, men han har protesteret til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som bad den svenske regering om garantier for hans retssikkerhed.
Ifølge mandens svenske forsvarer, Hans Bredberg, har svenskerne blot meddelt Menneskerettighedsdomstolen, at de anser det rwandiske retssystem for betryggende nok til en udlevering af manden.
- De har svaret, at de hverken har begæret eller fået garantier fra Rwanda, siger Hans Bredberg, som nu vil inddrage Bjørn Elmquist i et modsvar til Menneskerettighedsdomstolen.
Elmquist skal blandt andet oplyse om det hovedvidne, som udpegede den fængslede som morderen, men som siden viste sig at være løgnagtig, hvorefter de danske myndigheder lod sagen falde.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker