Dansk ambassadør i Prag: Knivoffer er stabil

Danmarks ambassadør i Prag, Christian Hoppe, bekræfter, at der har fundet et knivstikkeri sted mellem danske unge i byen. Offeret kan formentlig udskrives inden for kort tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi kan bekræfte, at der har været håndgemæng på Hotel Panorama blandt unge danske i morges, og i den forbindelse blev en ung mand stukket med en kniv, siger den danske ambassadør, Christian Hoppe, til Ritzau.

Han fortæller, at den unge danske mand, der blev stukket, var i den tjekkiske hovedstad for at holde vinterferie. Han har det godt efter omstændighederne.

- Han er indlagt på hospitalet, hvor han er under behandling. Vi har besøgt hospitalet, og han er stabil og uden for livsfare og kan formentlig udskrives inden for et relativt kort tidsrum, siger Christian Hoppe.

Efter planen skulle mange af de unge danske turister angiveligt rejse hjem til Danmark i busser onsdag morgen. Og ifølge ambassadøren afgår busserne fra Prag i løbet af dagen.

- Ifølge vores oplysninger skal mange af dem hjem i dag planmæssigt med busser. Vi regner med, at de busser kører i løbet af dagen, siger Christian Hoppe.

Han har endvidere besøgt Hotel Panorama, hvor flere elever er blevet afhørt af tjekkisk politi. Men ifølge Christian Hoppe skulle disse afhøringer være overstået i løbet af onsdag formiddag.

Det er anden gang på tre dage, at en ung dansker er blevet stukket med kniv i den tjekkiske hovedstad, Prag. Natten til mandag blev en anden ung dansk mand stukket, men han er uden for livsfare og udskrevet fra hospitalet.

Informationer efter det første overfald peger på, at det var et slagsmål mellem danske elever, der udviklede sig til et opgør på gaden. Det oplyser selskabet Rejsemægleren, der arrangerer rejser for unge i uge 7 og 8.

De pårørende til offeret er blevet kontaktet af politiet, oplyser Udenrigsministeriets borgerservice.

Det er endnu uvist, om politiet kender noget til gerningsmandens identitet, eller om de to knivoverfald har forbindelse med hinanden.

/ritzau/